Brandtekniske undersøgelser i Søndervig er afsluttet

Profilbillede
dato

Midt- og Vestjyllands Politi har nu fået svar på de brandtekniske undersøgelser fra Søndervig, hvor et bowlingcenter nedbrændte onsdag den 2. marts. Undersøgelserne tyder ikke på, at branden har været påsat.

Om aftenen den 2. marts udbrød der en større brand i Søndervig, som Midt- og Vestjyllands Politi i knap to uger har arbejdet på at finde årsagen til.

Brandundersøgelserne er nu afsluttet, men det har desværre ikke været muligt at komme med nogen endelig konklusion på, hvordan branden er opstået.

Der er dog ikke umiddelbart noget i forbindelse med undersøgelserne af branden eller afhøringerne i efterforskningen, der tyder på, at branden skulle være påsat. Den mest sandsynlige brandårsag er, at der har været en teknisk fejl i en ladestander til et af de elektroniske transportmidler, der er placeret på stedet.

”Vi har i forbindelse med undersøgelserne fået hjælp fra blandt andet brandhunde, men det har ikke været muligt at komme med nogen endelig konklusion,” siger Knud Lauridsen, der er politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi og daglig leder af beredskabspatruljerne hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Han tilføjer:

”Ud fra, hvor branden startede, er det mest sandsynlige dog, at den er opstået omkring ladestanderne.”

Brandstedet er igen blevet frigivet, og Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere at sige om sagen.
Denne artikel er skrevet af Linnéa Funk og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi