En ny hal, der øger lagerkapaciteten og giver plads til nyt mødelokale, er over de seneste måneder blevet bygget på pladsen ved Bork Festival. Festivalen var vokset ud af de gamle lokaler, der dog stadig skal anvendes.
I løbet af foråret har Bork Festival været i gang med at udvide kapaciteten og har bygget en ny lagerhal med kontor, mødelokale og ekstra plads, der skal bruges af personalet under selve festivalen – blandt andet som et område, de frivillige kan bruge i deres pauser.
Det startede blot som et lille projekt med et mindre nyt kontor og mødelokale, men behovet viste sig hurtigt at være væsentligt større end det.
– Vi er en festival, der har været i vækst de senere år, hvor vi har set en større tilstrømning af nye frivillige, der gerne vil være del af festival-fællesskabet. Det er jo helt vildt fedt, og derfor har vi været nødt til at udvide. Vi voksede simpelthen ud af de gamle lokaler, lyder det fra Arne Enggaard Poulsen, der er marketingansvarlig for Bork Festival.
– Med vores nye hal får vi både mere plads til de frivillige under selve festivalen, men også et sted vi kan bruge hele året, hvor vi er mange, der mødes og laver en masse planlægning, tilføjer Arne Enggaard Poulsen.
Den nye lagerhal har et areal på cirka 400 kvadratmeter, og udover at fungere under selve festivalen, skal stedet bruges som kontor, samlingslokale, og arbejdsrum, hvor de frivillige kan lave mindre projekter i løbet af vinteren. Udover nybyggeriet beholder festivalen stadig de gamle lokaler.
Bork Festival er en musikfestival, der afholdes på Bork Havn i Vestjylland og strækker sig over fire dage med musik for alle. Bork Festival drives af 1.300 frivillige ildsjæle, og alt overskud går til velgørende arbejde i lokalområdet. Læs mere på www.borkfestival.dk