BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ønsker du at være på en udviklingsorienteret arbejdsplads, hvor der i takt med din faglige udvikling også er plads til en god balance mellem arbejdsliv og privatliv? Kunne du tænke dig at understøtte en stor afdeling, bestående af mere end 400 medarbejdere med en række spændende skattefaglige sagsbehandlingsopgaver? Så har du nu muligheden for at blive en del af et engageret og fagligt stærkt team.
Komplekse opgaver med stor samfundsmæssig betydning
I daglig tale er vi ”Danmarks største kasseapparat”. Mere end 1.300 mia. kr. netto går årligt igennem vores ”kasseapparat” i form af skatter, moms, afgifter m.m. Vi løfter sammen en vigtig samfundsopgave, hvor vi gennem korrekt opkrævning, bogføring og afstemning af statens indtægter og afregninger er med til at sikre Danmarks velfærdssamfund.
Din nye enhed, Opkrævning Sagsbehandling, er en tværgående enhed i afdelingen Opkrævning og Betaling. Det betyder, at du dagligt bidrager til at understøtte afdelingens godt 400 medarbejdere med en række spændende sagsbehandlingsopgaver. Dette med særligt fokus på, at arbejdsgangene følger givne regler og gældende praksis, herunder god forvaltningsskik. Opkrævning og Betaling består af 14 enheder og 2 kontorer, som geografisk er placeret i henholdsvis Ringkøbing og Frederikshavn. De ledige stillinger er placeret i Ringkøbing.
Du vil indgå i en enhed på 22 medarbejdere, der udover understøttende sagsbehandlingsopgaver som bl.a. aktindsigt og indsigelser, løfter en lang række juridiske opgaver og hvor der arbejdes med en række spændende tværgående projekter relateret til sagsbehandlingsopgaver og forvaltningsretlig compliance.
Samtidig understøtter enheden fagområdet Borger og Virksomhedskontakt, hvorfor opgaverne spænder meget bredt og over alt fra konkret vejledning til komplekse vurderinger af processer.
Du bliver en del af et engageret team på seks medarbejdere, hvor der er et kontinuerligt fokus på faglig sparring, både i teamet og ud i organisationen. Du vil have stor indflydelse på, hvilke opgaver du fremadrettet vil komme til at løse i tæt samarbejde med dine kolleger. Du vil have både faste opgaver og opgaver, som udvikles over tid afhængig af dine kompetencer.
På nuværende tidspunkt varetager teamet bl.a.
- anmodninger om aktindsigt efter forvaltnings- og offentlighedsloven
- håndtering af indsigelser
- afgørelser vedrørende renter og procenttillæg for personer på årsopgørelsen
- afgørelser vedrørende renter af gaveafgifter og dødsboskat for personer
Der kan være mange indgange til stillingen. Du kan have en baggrund som kontoruddannet, professionsbachelor eller noget helt tredje, men vi lægger især vægt på, at du har erfaring med sagsbehandling og forvaltningspraksis, eller at du har lysten til at blive kompetenceudviklet i den retning.
Det er vigtigt, at du er kvalitetsbevidst og grundig, og at du har flair for formidling. Derudover er det vigtigt, at du har en positiv og samarbejdende tilgang, og at du er løsningsorienteret og kan arbejde med korte deadlines.
Vi lægger vægt på høj faglighed, professionel kommunikation, højt serviceniveau og kvalitet i sagsbehandlingen. Dette afspejler sig også i den måde, vi samarbejder på i vores organisation.
Du ser kompetenceudvikling som naturlig for at kunne løse de opgaver, du stilles overfor, og du indgår engageret i sidemandsoplæring for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Skriv en ansøgning med din motivation for at søge stillingen og send den sammen med dit cv, dit eksamensbevis og anden relevant information via linket ”Søg stillingen” senest den. 14. juni 2024.
Ønsker du at vide mere om stillingen, enheden eller Skattestyrelsen som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Kim Elver Hansen på telefon 7237 5234.
Vi afholder første samtaler løbende samt efter ansøgningsfristens udløb. Forud for ansættelse indhenter vi referencer samt straffeattest.
På samtaledagen får du 30 minutter til at løse en skriftlig case inden selve samtalen. Dine svar og refleksioner på casen anvendes som dialogværktøj på denne første samtale.
Inviteres du til en anden samtale, vil du mellem første og anden samtale skulle afsætte tid til at udføre en logisk test og en personprofilanalyse. Resultaterne af disse anvendes som dialogværktøj på anden samtalen.
Anden samtaler forventes afholdt d. 18. juni 2024.
Der er tale om 1 fuldtidsstilling og 1 barselsvikariat.
Ansættelse pr. 1. august 2024 eller snarest muligt derefter.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted er Østergade 48, 6950 Ringkøbing.
Hvis du vil vide, hvordan det er at bo i Ringkøbing-Skjern Kommune, kan du kontakte bosætningskoordinator Dorthe Frydendahl på tlf. 20 60 16 58 eller dorthe.frydendahl@rksk.dk eller du kan læse mere om området på www.flytmodvest.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringkøbing-Skjern Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Ringkøbing, Østergade, Østergade, 6950 Ringkøbing
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6060026